Sponsorer
Det er med stor taknemmelighed og glæde, at vi i Børnenes Kontor i Aarhus modtager støtte fra både virksomheder, private og fonde. Med denne hjælp er det muligt at hjælpe en masse børn og deres familie, som ikke har de samme muligheder som mange andre.
Vi modtager alt fra sponsorater på et månedligt fast beløb til større enkelt-stående donationer, men også mindre beløb via Mobilepay fra folk, der står ved vores pølsevogne - og alt tæller. Det er op til den enkelte, om donationen skal gå til en speciel sag (f.eks. til vores julehjælp,) eller om det er en generel støtte til hele vores arbejde.
Vi ønsker fuld åbenhed om vores hjælpearbejde, og det er vigtigt for os at understrege, at alt, hvad der doneres, går til dem, der har allermest brug for det. Vores faste udgifter, herunder løn til den daglige leder (som er den eneste lønnede i Børnenes Kontor) dækkes via driften af vores pølsevogne og af private udlejninger fra vores feriekoloni.
IKEA Aarhus er blandt andet nogen af dem, der har støttet Børnenes Kontor i mange år. De hjælper med inventar til vores ferielejr. Hvert år er der omkring 1500 børn på ferie eller ophold i vores koloni, og derfor er det nødvendigt at renovere og vedligeholde stedet. Herudover hjælper IKEA med donationer direkte via MobilePay, når deres kunder køber små reservedele til deres møbler. Desuden afholder de hvert år loppemarked til fordel for os.
Bakken Bears afholder hvert år bamsekast til fordel for Børnenes Kontor, hvor man i stedet for entre køber en bamse for et valgfrit beløb. Ved den første
3-points scoring kaster alle tilskuere deres bamse ind på banen. Både bamser og penge for entreen går til vores julehjælp.